Nissens drillerier – når alt bliver pakket ind i gavepapir!
Hvis der er noget, vores husnisse elsker, så er det gavepapir! Klart nok, nissen er jo også vant til at pakke masser af gaver ind i julemandens værksted. Men måske er den sendt hjem til os for at øve sig i at pakke de helt store ting ind? Når vi vågner op om morgenen i december, kan vi nemlig aldrig vide, hvad nissen har fundet på at pakke ind i løbet af natten. Og jo større og mere mærkelige ting, jo sjovere bliver det. Det er ikke kun julegaver, der bliver pakket ind, men alt muligt andet – og nogle gange lidt for meget. Nissen kan ikke få nok af gavepapir, og det skal hele huset nok opdage!
Gavepapir-løjer: Hvad kan nissen pakke ind?
Alt, er det korte svar. Nissen går ikke af vejen for en god indpakningsfest, og det er som om, den kun bliver mere kreativ år efter år. Sidste år var det måske støvlerne i entréen eller et par gafler ved tallerknerne til aftensmaden, der blev forvandlet til små julegaver – i år kan du forvente endnu vildere nissedrillerier. Her er nogle af de sjoveste ting, nissen kan pakke ind:

Møbler og store genstande. Forestil dig at vågne op til et juletræ, der er pakket helt ind i gavepapir! Eller hvad med sofaen? Jo større ting, jo sjovere bliver det at pakke ud igen – og børnene vil elske at se, hvad nissen har fundet på denne gang.
Skærme og fjernbetjeninger. For dem, der elsker deres skærme, kan det skabe stor krise, når nissen har pakket fjernsynet, fjernbetjeningen eller (gys …) iPad’en ind. Det er et klassisk nissedrilleri, der helt sikkert vil få børnene til at undre sig – og måske få jer til at overveje at læse en julehistorie sammen i stedet for.
Skoletasken eller børnehavetasken. Nissen ved, hvor vigtig børnenes tasker er, så selvfølgelig skal de også pakkes ind til den fineste julegave. Når børnene skal afsted, vil de opdage, at deres taske er blevet en stor gave.
Måske er der endda et par af skolebøgerne, der er pakket individuelt ind også? Alternativt kan du bruge julepapir til at binde nogle af skolebøgerne ind med, så de stadig kan åbnes og bruges normalt, men blot har fået et julet gave-look.
Skrivebordet eller blyanterne. Nissen kan også finde på at pakke børnenes skrivebord ind – og måske endda alle blyanterne i blyantsholderen. Blyanterne i penalhuset er også oplagte indpakningsemner. Efterlad blot et par stykker uden indpakning, så der ikke opstår panik i skolen, hvis de skal bruges i en fart. Det er de små detaljer, der gør nisseløjerne ekstra sjove.
Har du en masse tid, du ikke lige skal bruge, så hjælp nissen med at pakke en masse af børnenes legetøj ind. Det er sjovt, hvis man kan se på formen, hvad der er inden i, så børnene med det samme gennemskuer, at det er ting, de kender i forvejen.
TIP: Stil legetøjspakkerne op som et højt tårn eller i døråbningen ind til deres værelse, så mængden af gaver ser massivt og overvældende ud.

Hoveddøren ind til huset. Forestil dig at komme hjem og opdage, at jeres indgangsdør er blevet en kæmpe indpakket gave! Det er en sjov overraskelse, og børnene vil elske at hjælpe med at pakke “gaven” op. Det er nemmere at klare, end du tror – det kræver bare en stor rulle gavepapir og en åben dør.
Hov, hvor er mor? Var nissen allerede på indpakningsholdet sidste år, så kan du lade det eskalere endnu mere i år, hvis børnene er så store, at de synes, det er sjovt. Det vildeste nissestunt vil være, hvis det er mor eller far, der er blevet bliver pakke ind i en stor papkasse med en sløjfe på toppen. Det kræver lidt hjælp af en anden voksen/medsammensvoren ud i nisseløjer, men skal nok give den ønskede effekt, når den store julegave skal åbnes.
Nisser går ikke op i perfekt indpakning!
Når nissen pakker ting ind, handler det om sjov og ballade, ikke om perfekt gaveindpakning. Der er for meget tape, hjørnerne er ikke skarpe, og gavepapiret passer måske ikke helt. Men det er netop det, der gør det sjovt! Det skaber grin og glæde, og børnene vil elske at hjælpe med at pakke alt op igen. Men når juleaften kommer, kan du selvfølgelig pakke gaverne ind lidt flottere – og her er otte kreative tips til virkelig flot gaveindpakning!

8 tips til kreativ og flot gaveindpakning

Gem skotøjsæsker. Firkantede æsker som skotøjsæsker, æsker fra morgenmadsprodukter etc. er supernemme at pakke ind og giver altid et flot resultat. Gem dem til dine gaver, så du let kan lave en pæn indpakning.
Dobbelt lag gavepapir og dobbelt gavebånd. Vil du virkelig imponere? Brug to lag gavepapir – fx et enkeltfarvet lag inderst og et mønstret papir yderst. Når gaven pakkes op, vil det ekstra lag være en flot overraskelse. Du kan også tilføje et bånd eller en sløjfe ekstra i en kontrastfarve til papiret for at gøre gaven endnu mere elegant.
Genbrug avispapir eller stofrester. Tænk bæredygtigt ved at bruge avispapir eller stofrester til gaveindpakningen. Det giver en rustik og charmerende indpakning, som skiller sig ud, og samtidig sparer du på ressourcerne.
Et andet godt genbrugstrick til gaveindpakning er at bruge børnenes mange tegninger, der alligevel skulle sorteres ud i. Er gaven større end et A4-papir kan klare, så tape et par tegninger sammen, så du får et helt unikt og meget personligt stykke julegavepapir, fx til de julegaver, som børnene skal forære væk. Bedsteforældre og oldeforældre er helt klart i målgruppen for den slags søde pakker.
Stofposer med tykke stofbånd er en elegant gaveindpakning, der også er bæredygtig. Poserne kan genbruges år efter år og ser flotte ud under juletræet.
Husk et fint gavebånd. Brug de traditionelle typer bånd i farver, der matcher gavepapiret eller giver en opsigtsvækkende kontrast. Velourband, rustik snor, silkebånd, bast og garn, kan også bruges til at binde om, så gaverne får forskellige udtryk. Båndet kan bindes om gaven på mange måder, fx:
- På sædvanlig vis med en fin sløjfe i midten.
- På skrå om hvert hjørne.
- Viklet flere gange rundt om pakken.
Pynt med grankviste og julepynt. Gør din gaveindpakning ekstra julet ved at pynte med en lille grankvist, lidt røde bær, en fin gren eller et stykke julepynt. Det ser smukt ud og giver en naturlig og hyggelig stemning. Klistermærker er også gode til at give gaven lidt kant.
Put et sødt til- og fra-kort på til sidst. De er nemme at lave selv af karton, som du tegner på, men man kan også købe mange fine og sjove.
BONUS-tip: Hvis der mangler gavepapir: Er du lige ved at løbet tør for gavepapir – og kan se, at det sidste stykke er for lille til at nå omkring pakken? Drej blot gaven, så den ligger skråt på papiret, og fold kanterne ind. Voila, det er næsten nissemagi, men pludselig kunne papiret alligevel lige passe.
Rigtig god fornøjelse med indpakningen.


