Drilleri,  Julelege,  Nisser på jobbet

Julesjov til pauserne

Hvis du arbejder et sted, hvor pausetiderne er mejslet i sten (eller i vagtplanen, hvilket i praksis er det samme), er der rig mulighed for at bruge de faste rytmer til sjove nisseløjer. Her kommer en håndfuld idéer, som både kan give smil, varme og en lille snert af ”hvem mon nissen er?”.

Passer dit pauseskema dårligt sammen med den, du er nisse for, kan du måske alliere dig med en kollega for at få timingen rigtig – ellers må du enten satse på, at kollegerne kan lade overraskelsen stå til det bliver den, du er nisse for, der har pause. Alternativt kan du placere overraskelsen et sted, hvor kun din kollega har adgang, fx på knager eller et skab.

Fis med de faste pladser

Sidder den kollega, du er nisse for, altid på den samme plads, når de holder pause? Så er det oplagt at lave lidt sjov med det.

Har du tid og mulighed for at gøre det lidt diskret, kan du pakke hele stolen ind i gavepapir, så din kollega må pakke den ud, når han eller hun skal sætte sig ned.

Du kan også klistre stolen fast til gulvet med dobbelt-klæbende klæbepuder (sørg for, at de kan fjernes igen uden at ødelægge hverken gulv eller stol), så den sidder fast, når din kollega prøver at trække den ud fra bordet.

Hyggekit til pausen

Stil et mini pause-hyggekit i pauserummet til din kollega, som de kan nyde, når det bliver deres tur (husk at sætte tydeligt navn på, så en anden ikke nupper det!). Sæt en seddel på med: ”Åbn under din næste pause! Kærlig hilsen din nisse.”

Indholdet kan for eksempel være:

  • En lille bog med ”Dagens dårlige julejoke” (du kan selv lave den af 4-5 printede sider).
  • En lille slikkepind + et rødt bånd.
  • En af din kollegas yndlings-snacks eller yndlingsdrik.
  • Et skrabelod.

Det tager to minutter at forberede – og spreder glæde hver gang.

Et ekstra sæt øjne

En enkel og hurtig lille spøg, som kræver, at du på forhånd har investeret i en lille pose med selvklæbende øjne. I din pause kan du klistre den på fx din kollegas kaffekop, deres madkasse i køleskabet eller andre steder, hvor din kollega vil få øje på dem, når det bliver deres tur til at gå til pause. Sørg for ikke at klæbe på noget, der kan blive ødelagt af limen!

Gemt julehilsen i logbog eller checkliste

Mange butikker og supermarkeder har tjeklister, rengøringsskemaer eller kontrolark. Skriv en venlig julehilsen til den, du er nisse for, fx:  

”Tak fordi du er sådan en stjerne i december!”

Det er klart, at du ikke kan holde dig kørende hele december på bare søde sedler – men du vil blive overrasket over, hvor meget glæde noget så simpelt som en venlig hilsen faktisk kan sprede.

Har du tid til at forberede dig lidt mere, kan du gemme noget juleguf, din kollega kan lide, et sted på arbejdspladsen. Sammen med din hilsen kan du så skrive en ledetråd til, hvor lækkerierne kan findes, når kollegaen går til pause.  

Pynt på knager eller i skabet

Hvis man på din arbejdsplads har faste skabe, knager, dueslag eller lignende: Hæng en lille cellofanpose op med pebernødder, en chokoladebar eller hvad du lige har ved hånden, som din kollega kan finde, når de går til pause eller hjem. Vedlæg en lille hilsen fra nissen.