Drilleri,  Nisseri derhjemme

Toiletpapirfis – sjove idéer til nissedrilleri med husets vigtigste papirrulle

Toiletpapir er det vigtigste papir, vi har i huset! Tænk bare på den panik, der opstod under Corona, da folk hamstrede toiletpapir i vildskab, fordi alle var bange for at løbe tør. Det er noget, vi bestemt ikke vil undvære, og derfor er det også helt genialt til nissedrillerier! For hvem andre end nissen tør lave ballade med noget så essentielt?! Og så er det tilmed let tilgængeligt, billigt og meget effektfuldt, når det først ruller sig ud. I december kan nisserne gå all-in og bruge papiret til at lave sjove løjer, der både overrasker og får børnene til at grine.

Her kommer 10 skægge nisseløjer med (og uden) toiletpapir

1. Den magiske rulleforvandling

En af de bedste og mest julede idéer er faktisk helt uden toiletpapir. Toiletrullen er nemlig pludselig blevet forvandlet til en rulle ren julefest. Byt toiletrullen på holderen ud med en andens slags rulle, fx en rulle gavebånd, lametta på rulle eller endda en lækker lakridsrulle.

… Bare sørg for at have en rigtig toiletrulle i nærheden, hvis der bliver brug for det!

2. Toiletpapir-party

En rigtig klassiker! Lad nissen rulle toiletpapir ud over hele huset. Du kan starte med at lade nissen vikle juletræet ind i toiletpapir, så det ligner et kæmpe sneklædt bjerg, eller lade den dække badeværelset helt ind. Hvis du vil tage det skridtet videre, kan nissen snige toiletpapiret rundt om bordlamper, ledninger i loftet i stuen eller op ad trappen i entré eller opgang. Børnene vil vågne op til en vaskeægte toiletpapir-fest!

3. Lav en snemand

Brug toiletpapir til at bygge en snemand! Vikl juletræet eller en stol ind i toiletpapir og tilføj papøjne, en ”gulerodsnæse” lavet af orange papir, og måske en lille hat på toppen. Du kan også lave en mindre snemand ved at stable et par toiletruller oven på hinanden og give den øjne, næse og knapper af pap, sat fast med dobbeltklæbende tape. Børnene vil elske at se, hvordan nissen har skabt en indendørs snemand!

4. Klip flotte mønstre

Find din indre H.C. Andersen frem og træk et godt stykke af toiletpapiret på rullen ud, og klip det så til flotte papirklip. Det er nemt. Fold bare toiletpapiret forsigtigt på midten på langs, og i bedste gækkebrevsstil kan du nu klippe enkle mønstre som hjerter, stjerner eller snefnug i toiletpapiret. Det behøver ikke at være perfekt, bare sjovt!

5. Tegn på toiletpapiret

En anden nem idé er at tegne sjove motiver på toiletpapiret. Du kan lave juletræer, julemænd eller bare små fjollede ansigter. Børnene vil synes, det er sjovt at finde tegningerne, og du behøver ikke være kunstner for at skabe noget, der får dem til at grine.

6. Skriv en sød, sjov eller fræk besked

Nissen kan også finde på at skrive en besked på toiletrullen, som først bliver afsløret, når man tager af papiret. Det kan være en lille opgave eller en kærlig hilsen fra nissen, som børnene finder, når de vågner og skal på toilettet.

7. Lav en mini-toiletrulle

En rigtig sjov detalje kan være at lade nissen efterlade sin egen mini-toiletrulle på badeværelset. Du laver den nemt ved at klippe et lille stykke af et pap- eller plastiksugerør og rulle et lille stykke toiletpapir, klippet til i samme bredde, rundt om den. Placér minirullen på toiletbrættet eller oven på den rigtige toiletrulle, som om nissen har brugt den om natten!

8. Sæt toiletpapir fast under barnets støvler

Lad nissen lave en sjov lille narrestreg ved at sætte et stykke toiletpapir fast under barnets støvler med elefantsnot. Når I går ud ad døren, vil toiletrullen langsomt rulle sig ud og følge barnet – det er en simpel, men sjov idé, der altid bringer smil!

9. Nissen pakker ind i toiletpapir

Har du en lille adventsgave til børnene? Lad nissen pakke den ind i en hel rulle udviklet toiletpapir i stedet for traditionelt gavepapir. Det ser sjovt ud og giver børnene en hel masse at pakke op.

10. Bonusidé: Lav nissen “sidde fast” i toiletrullen

Har du en fysisk nisse, der driller derhjemme, så placér den i eller ved en toiletrulle, så det ser ud, som om den har siddet fast eller rullet sig ind i papiret, da den skulle på toilettet i løbet af natten. Det kan også være barnets yndlingsbamse, der er blevet udsat for nissedril og er blevet viklet ind i toiletpapir eller sat fast i toiletrullen. Børnene vil med garanti grine af den lille gimmick!

Nissefamilie med glimt i øjet – supernem krea-idé med tomme toiletruller!

De tomme toiletruller er fantastiske at bruge til kreativ julepynt! Du kan fx lave en hel nissefamilie med jeres egne billeder klistret på – eller børnenes idoler, klædt ud som nisser. En Taylor Swift-nisse ved siden af en moster Ulla-nisse er da et sikkert hit! Rullenisserne er virkelig nemme at lave og de vil med garanti blive elsket højt og gemt i julekassen til et glædeligt gensyn næste år.

Det skal du bruge:

Tomme toiletruller, rød maling/en god rød tusch eller rødt silkepapir, rødt karton. Vat til huekvaster. Magasiner og ugeblade eller print af familiebilleder. Hvidt papir til skæg. Saks, lim og tape.

Sådan gør du:

  • Mal de tomme ruller røde – alternativt kan du klistre rødt silkepapir på dem.
  • Lav nissehuer til din nissefamilie af små kræmmerhuse, foldet af rødt karton. Du laver dem nemt ved at tegne en cirkel på et stykke karton i kagetallerken-størrelse. Del cirklen i tre lige store dele (som et peace-tegn), fold et kræmmerhus af hvert stykke og luk nissehuerne med tape eller lim.
  • Lim derefter en tot vat i toppen som nissehuekvast. Huen sætter du oven på din røde rulle. Det gør ikke noget, at det bare sidder løst på.
  • Klip ansigter ud af magasiner og blade og lim dem på toiletrullenissen lige under huen. Skal det være ekstra sjovt, så kopier et par billeder af jeres familie og venner og brug de kendte ansigter til rullenisserne. Det er virkelig skægt, når børnene opdager, at rullenisserne faktisk er nogen, de kender.
  • Til sidst kan du rive eller klippe et lille julemandsskæg i hvidt papir eller en tekstside fra magasinet og lime på nogle af ansigterne.

Fremstilling af rullenisser er en perfekt fællesaktivitet til en hyggelig juleeftermiddag eller adventssøndag med børnene. Men det er også sjovt, hvis nissen har lavet nogle af rullenisserne med familiebilleder i nattens løb – og derefter har placeret dem rundt om i stuen, fx på en reol, så børnene selv tilfældigt skal opdage dem.