Drilleri,  Kreativt,  Nisseri derhjemme

Så er der serveret – sjove nissedrillerier til morgenmad!

Man siger, at morgenmad er dagens vigtigste måltid – når nissen står bag, bliver det i hvert fald dagens sjoveste! Hvem kunne ikke tænke sig at vågne op til et morgenbord fyldt med nissedrillerier, hvor alt pludselig er vendt på hovedet? Uanset om det er Nutella i smørbakken eller LEGO-klodser i cornflakesæsken, sørger nissen for grin, overraskelser og julehygge i december. Her er en række idéer til, hvordan din husnisse kan skabe magi og nissedrilleri ved morgenbordet!

Sparkling magic med glimmer og farvefest i havregrynene

Hæld lidt spiseligt glimmer i havregrynene – så bliver det til “nisse-sne”. Når børnene hælder mælken over havregrynene, vil de se, hvordan det skinner og funkler, som om nissen har tilføjet lidt julemagi.

En anden mulighed er at gemme små farverige Skittles som små hemmelige skatte blandt havregrynene i skålen. Så farves mælken nemlig langsomt i regnbuens farver, når den bliver hældt på havregrynene. Børnene vil elske at se, hvordan mælken skifter farve, mens de spiser – nissen kan jo virkelig lave magi!

Lego-cornflakes – en uventet overraskelse

Byt indholdet i cornflakespakken eller et andet morgenmadsprodukt i æske ud med Legoklodser eller små, sjove figurer som Pokemons, Stumble Guys-figurer, Smølfer eller noget andet skørt!

Når børnene tager æsken og hælder “morgenmaden” ud i skålen, vælter legetøjet meget larmende ned i skålen i stedet for det sædvanlige indhold. En kæmpe overraskelse, der uden tvivl vil få børnene til at grine!

Pyt skeerne i skuffen ud med gafler

… Og glæd dig til at se børnenes forbløffede ansigter, når de skal spise havregryn eller yoghurt med gaffel.

Nutella i smørboksen

Put Nutella eller honning i en ren, afvasket smørboks (fx fra Kærgården). Når børnene vil tage smør på brødet, opdager de, at nissen har skiftet smørret ud med noget sødere. Store øjne og smil er garanteret!

Julegrød til morgenmad

Servér havregrød som “julegrød” med en smørklat i midten og et drys kanelsukker på toppen. Det er en hyggelig måde at bringe lidt ekstra julestemning til morgenbordet på.

Trylleri med kakaomælk!

Vi kender klassikeren med konditorfarve i mælken, så den får en temmelig overraskende farve. Men hvad nu, hvis det slet ikke er mælk, der er i kartonen i dag? Hvordan i alverden har nissen dog fået mælken forvandlet til kakao!? Sikke en lækker surprise. Trylleriet klares ved at hælde lidt kakaodrikpulver i mælken og ryste kartonen godt – eller simpelthen hælde kakaomælk i en brugt, tom mælkekarton.

Morgenmaden som morgengave

Har du nogensinde prøvet at pakke et rundstykke ind som en gave? Nissen har! Tænk at finde al morgenmaden pakket ind: brød, smør, og selv mors kaffekop. Det tager lidt længere tid at få morgenmaden i maven i dag, men grinene er det hele værd. Og hvem ved, måske har nissen endda været så fræk at pakke morgenens glas med mælk eller juice ind i julepapir … aaaargh, det kræver lidt ekstra fingerfærdighed at åbne for den julepakke uden at spilde!


Opskrift: Julede boller med frugtpynt

Iih, nissen har været i køkkenet og har fremtryllet et kunstværk af sine bedste venner hjemme fra julemandens hytte. Rensdyret Rudolf og Snemand Frost. Sødt … også at spise.

Sådan laver du de festlige julemadder:

Rensdyret Rudolf: Smør en halv bolle med Nutella, læg et hindbær, et rødt cocktailbær eller en rød M&M’s i midten som Rudolfs lysende næse. Sæt to små saltkringler eller chokoladekringler på som gevir. Øjnene laver du med to skiver banan og et blåbær på hver.

Snemand Frost: Smør to halve boller med flødeost og stil dem tæt sammen, så de ligner en snemand. Pynt din bolle-snemand med blåbærøjne, mandarinnæse og hindbærknapper. En sjov og kreativ måde at få julen ind i morgenmaden!


Har du … eller altså nissen, selvfølgelig … lidt mere tid en weekendmorgen, så vil et grønt juletræ altid vække glæde. Det er nemlig lavet af de sødeste, små buttede bananpandekager med grøn konditorfarve i dejen og et skønt pift af kanal.

Skal det være ekstra julet, kan I spise pandekagejuletræet med de fineste små jordbærnissehuer til.


Opskrift: Grønt pandekage-juletræ med banan og kanel

Det skal du bruge:

  • 2 modne bananer
  • 2 æg
  • 1 spsk smagsneutral olie
  • 1 dl havregryn
  • ½ dl mel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 knsp salt
  • 1 tsk vaniljesukker
  • et drys kanel
  • Grøn konditorfarve
  • Evt. lidt mælk.
  • Olie og smør til stegning
  • Flormelis som snedrys.

Opskriften giver ca. 15 små  juletræspandekager

Sådan gør du:

Mos bananerne grundigt med en gaffel. Bland bananmosen med æg, olie, havregryn og mel. Tilsæt bagepulver, salt, vaniljesukker og kanel, og rør godt sammen. Hvis dejen er for tyk, kan du tilsætte en smule mælk. Rør nogle dråber grøn konditorfarve i, så dejen bliver meget grøn. Steg de små pandekager på en varm pande med olie og smør. Vend pandekagerne, når de har fået en god stegeskorpe. Brug drikkeglas i forskellige størrelser til at stikke pandekagerne ud, og saml dem derefter som et lille tårn, så det ligner et juletræ, der er bredest nederst. Pynt med en stjerne på en pind på toppen – den sørger samtidig for, at juletræet ikke vælter. Drys med flormelis som “sne” lige inden servering.

Servér pandekagejuletræet med jordbærnissehuer eller anden frugt.

Nissehuerne kan laves ved at bruge jordbær som hue og en klat flødeskum pisket med lidt flormelis, så skummet bliver mere fast i konsistensen, som huekant og kvast. En halv smuttet mandel smager også dejligt som alternativ huekvast.


Nissens morgenmad – en skøn start på dagen!

Nissedrillerier ved morgenbordet giver gode, sunde grin – og gør morgenmaden til noget helt særligt i december. Prøv nogle af disse idéer, og oplev, hvordan nissen kan forvandle en almindelig morgen til en magisk stund fyldt med overraskelser og smil.